image

Velkommen til Sct. Joseph Søstrenes Skole i Ordrup:
I naturskønne omgivelser - der ligge vor skole. Vi er en katolsk privatskole med ca. 430 elever, og som sådan er vi ikke en hvilken som helst skole. Naturligvis gør vi alt for at dygtiggøre vore elever såvel fagligt som menneskeligt, så eleverne frit kan vælge deres videre forløb, når de forlader os efter 9. skoleår. Men derudover har vi også en vigtig opgave i samarbejdet med vore elever og forældre.

En vigtig opgave:
Skolen ønsker, at det kristne livs- og menneskesyn får indflydelse på den tilgang, vi som medarbejdere har til elever og forældre, og vi har et håb om, at det vil få en afsmittende virkning på omgangsformen alle de grupper imellem, som udgør skolens hverdag.

Omsorg er et vigtigt nøgleord.
Mødet med hver enkelt elev bør følgelig som udspring have en forståelse af hvert barn som en unik del af skaberværket.
Opgaven består derfor i at fremme hver enkelt elevs særlige kvaliteter og fremfor alt at arbejde for, at eleven netop ud fra den kristne synsvinkel kommer til at opleve egentligt selvværd. Sagt lidt jævnt - drejer det sig om til enhver tid at gå på jagt efter elevens positive sider.

I realiseringen af sine egne kvaliteter og i udviklingen af egne færdigheder og kompetencer kunne ligge fristelsen for et ønske om blot at nå sine mål for egen vindings skyld.

Her kommer et andet nøgleord ind - fællesskab - et af de vigtigste katolske begreber.
Skolen ønsker derfor hos eleven at fremme en ansvarsfølelse for det fællesskab (samfund), han/hun er en del af, som giver sig udslag i en lyst til ikke kun at få, men også at yde noget for fællesskabets skyld.

I det fællesskab, skolen udgør i hverdagen, vil skolen tillige søge at fremme en forståelse hos eleverne for den tolerance, solidaritet og loyalitet, ethvert fælleskab er afhængigt af.
I det at bibringe eleverne en forståelse for fællesskabet ligger en enorm opgave, - ikke mindst i nutidens samfund, hvor fælles referencerammer er så svære at få øje på.

Skolen har med denne opgave for øje ikke mindst den ambition i et aktivt samarbejde med skolens forældrekreds at prøve at tilsikre fælles holdninger mellem skole og hjem, skolen vil derfor ofte være initiativtager til at sætte holdningsmæssige spørgsmål på dagsordenen.

Georg Høhling
Skoleleder